Afdelinger
I 2024 var 136 bidragspligtige selskaber omfattede af Garantiformuens dækning. Disse omfattede 60 pengeinstitutter, heraf 4 udenlandske pengeinstitutter tilmeldt dansk supplerende dækning og 5 institutter fra Færøerne og Grønland. Derudover var 6 realkreditinstitutter, 55 fondsmæglerselskaber, 4 investeringsforvaltningsselskaber og 11 forvaltere af alternative investeringsfonde omfattet. Disse selskaber var fordelt i 4 afdelinger:
Pengeinstitutafdelingen (60 institutter)
Realkreditafdelingen (6 institutter)
Investerings- og forvaltningsafdelingen (fondsmæglerselskaber samt visse investeringsforvaltningsselskaber og forvaltere af alternative investeringsfonde) (70 selskaber og investeringsfonde)
Restruktureringsafdelingen (56 institutter, som allerede indgår i pengeinstitutafdelingen).
Resultat i 2024
Garantiformuen fik i 2024 et resultat på 321 mio. kr. (2023: 404 mio. kr.). Overskuddet kan henføres til rente på henholdsvis værdipapirbeholdning og fra indestående i Nationalbanken på 116 mio. kr. samt fra kursgevinst på værdipapirbeholdningen på 193 mio. kr. Som følge af fusioner i sektoren er der netto i 2024 udgiftsført bidrag på 5 mio. kr. til/fra den svenske og hollandske indskydergarantiordning.
Ved udgangen af 2024 havde Garantiformuen en samlet formue på i alt 12,6 mia. kr. Heraf udgjorde Pengeinstitutafdelingens formue 9,1 mia. kr. og Restruktureringsafdelingens formue 3,5 mia. kr., hvoraf 3,2 mia. kr. har form af indeståelser. Derudover er der en formue på 11 mio. kr. i Realkreditafdelingen og 13 mio. kr. i Investerings- og forvaltningsafdelingen.
Udstedte tabskautioner
Restruktureringsafdelingen udstedte i 2011 tabskautioner til Finansiel Stabilitet vedrørende afvikling i Amagerbanken af 2011 (FS Finans III A/S) og Fjordbank Mors af 2011 (FS Finans IV A/S). Tabskautionerne er ophørt i forbindelse den solvente likvidation af henholdsvis FS Finans IV A/S i efteråret 2024 og FS Finans III A/S i januar 2025.
Finansiering af Garantiformuen
Pengeinstitutafdelingens formue skal udgøre 0,8 % af pengeinstitutternes dækkede indskud. Det årlige bidrag fastsættes som det beløb, der mangler for at nå målniveauet inden for en periode på op til 6 år. Overstiger formuen det fastsatte målniveau, ophører bidragspligten. Bidragspligten genoptages, hvis formuen kommer under det fastsatte målniveau. For de omfattede institutter fastsættes deres bidrag på baggrund af en nøgletalsbaseret bidragsmodel. Der blev i 2024 ikke opkrævet bidrag.
Pengeinstitutafdelingens formue udgjorde ultimo 2024 9,1 mia. kr. mod et opgjort målniveau på 7,1 mia. kr. Da formuen oversteg målniveauet med en overdækning på 2 mia. kr., blev der ikke opkrævet bidrag til Pengeinstitutafdelingen i 2024. Beregningen af formuens målniveau, som har udgangspunkt i de gældende regler på området, tager i dag ikke højde for særligt dækkede indskud.
Den seneste undersøgelse fra august 2023 peger i retning af, at særligt dækkede indskud i Danmark beløber sig til ca. 200 mia. kr. Inkluderes disse i opgørelsen af Pengeinstitutafdelingens målniveau, vil målniveauet vokse til ca. 8,7 mia. kr. og overdækningen vil blive mindsket betydeligt.
Formuen i Investerings- og forvaltningsafdelingen skal udgøre mindst 10 mio. kr. og udgøres alene af indeståelser. Der opkræves således ikke kontante bidrag, men der foretages i stedet en regulering af indeståelserne.
Formuen i Restruktureringsafdelingen skal udgøre 3,2 mia. kr. i indeståelser til brug for afvikling. Da afdelingen i 2024 ikke har haft tab, har der ikke været behov for at opkræve kontante bidrag. I stedet blev der foretaget en omfordeling af indeståelser blandt afdelingens omfattede institutter.
Formuen i Realkreditafdelingen skal udgøre mindst 10 mio. kr. Den del af formuen, der opkræves på baggrund af de dækkede midler, skal dog udgøre mindst 2,5 mio. kr. af formuen. Da formuen har nået sit målniveau, og danske realkreditinstitutter ikke længere har dækkede kontante midler, opkræves der ikke kontante bidrag. Der foretages alene en regulering af indeståelser for samlet 7,5 mio. kr.