Aktiviteter
I 2024 fortsatte arbejdet med at udarbejde afviklingsplaner for danske, færøske og grønlandske pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber. Initiativet er en del af en fælles europæisk indsats for at styrke tilliden til håndteringen af nødlidende finansielle institutter og sikre, at ejere og kreditorer bærer tab ved krisehåndtering af sådanne institutter.
Afviklingsplanerne har til formål at definere strategier, der sikrer videreførelse af kritiske funktioner samt sikre, at strategien kan gennemføres i praksis. Finansiel Stabilitet deltager aktivt i internationale afviklingskollegier for grænseoverskridende systemisk vigtige institutter (SIFI). For SIFI-institutter med hovedsæde i Danmark fungerer den danske afviklingsmyndighed som koncernafviklingsmyndighed og leder af de tilknyttede afviklingskollegier.
Et andet vigtigt fokusområde er fortsat at teste institutters afviklingsberedskab. Finansiel Stabilitet vurderer, om institutterne har de nødvendige procedurer og adgang til data for hurtigt at levere kritisk information i en krisesituation. Arbejdet udføres i tæt samarbejde med Finanstilsynet.
Afvikling af aktiviteterne i FS Finans V A/S
Finansiel Stabilitet overtog i 2015 kontrollen med Andelskassen J.A.K. Slagelse, da instituttet blev nødlidende og dermed skulle krisehåndteres. Som led i overtagelsen blev alle andelshavere og en relevant andel af kreditorerne nedskrevet, da en værdiansættelse udført af en uafhængig vurderingsperson viste, at der ikke var dækning til disse forpligtelser. Andelskassen blev i 2017 omdannet til et finansselskab med navnet FS Finans V A/S, hvorfra afvikling af de tilbageværende udlån vil blive gennemført.
FS Finans V A/S havde pr. 31. december 2024 bogførte udlån og garantier for i alt 9 mio. kr. og en samlet balance på 32 mio. kr.
Ved udgangen af 2024 havde Afviklingsformuen samlet haft et overskud på 2 mio. kr. i relation til afviklingen af Andelskassen J.A.K. Slagelse.
Afvikling af aktiviteterne i FS Finans VI A/S
Finansiel Stabilitet overtog i 2018 kontrollen med Københavns Andelskasse, da instituttet blev nødlidende og dermed skulle krisehåndteres. Som led i overtagelsen blev andelshavere og en andel af kreditorerne nedskrevet, da en værdiansættelse udført af en uafhængig vurderingsperson viste, at der ikke var dækning til alle kreditorer. Andelskassen blev i 2019 omdannet til et finansselskab med navnet FS Finans VI A/S, hvorfra afvikling af de tilbageværende udlån vil blive gennemført.
FS Finans VI A/S anlagde i 2019 to erstatningssager mod den tidligere ledelse i Københavns Andelskasse ved Københavns Byret.
Den ene sag vedrørte Københavns Andelskasses køb af OTC-listen. I denne sag afsagde Københavns Byret dom den 25. maj 2022, hvor de sagsøgte ledelsesmedlemmer blev frifundet. FS Finans VI A/S blev pålagt at betale sagsomkostninger med i alt 5,7 mio. kr. FS Finans VI A/S ankede dommen til Østre Landsret. Ved dom af 24. oktober 2024 stadfæstede Østre Landsret byrettens dom, og FS Finans VI A/S blev pålagt at betale sagsomkostninger for landsretten med i alt 1,9 mio. kr.
I den anden erstatningssag, der vedrørte ledelsens ansvar i forbindelse med tab på to udlånsengagementer, afsagde Københavns Byret dom den 16. august 2022, hvor to ledelsesmedlemmer blev dømt til at betale 2,5 mio. kr. i erstatning vedrørende det ene låneengagement. FS Finans VI A/S blev pålagt at betale 0,7 mio. kr. i sagsomkostninger til de frifundne ledelsesmedlemmer, mens de to dømte ledelsesmedlemmer blev pålagt til at betale ca. 0,4 mio. kr. i sagsomkostninger til FS Finans VI A/S. De to dømte ledelsesmedlemmer ankede dommen til Østre Landsret. For landsretten påstod Finans VI A/S dels stadfæstelse af byrettens dom, dels at det ene ledelsesmedlem også skulle ifalde erstatningsansvar for det andet udlånsengagement. Sagen blev i december 2024 forligt ved, at de to dømte ledelsesmedlemmer betalte det af byretten idømte beløb på 2,5 mio. kr. samt de tilkendte sagsomkostninger på ca. 0,4 mio. kr.
Den 9. september 2019 sigtede National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) FS Finans VI A/S for overtrædelser af hvidvasklovgivningen i perioden forud for Finansiel Stabilitets overtagelse af kontrollen med Københavns Andelskasse. NSK foretog efterfølgende en række tidskrævende afhøringer af vidner og øvrige sigtede, hvilket resulterede i, at der rejstes tiltale. Da det var Finansiel Stabilitets opfattelse, at der var begået hvidvask i Københavns Andelskasse forud for overtagelsen, og da Finansiel Stabilitet var enig i anklagemyndighedens vurdering af, at der var sket en overtrædelse af hvidvasklovgivningen, som var strafbar, blev der den 20. januar 2025 vedtaget en indenretlig bøde på 794 mio. kr. FS Finans VI A/S er retligt afskåret fra at betale bøden, eftersom bødekravet er omfattet af den nedskrivning, som blev gennemført i forbindelse med overtagelsen af Københavns Andelskasse, og bøden vil derfor ikke blive betalt.
Ved udgangen af 2024 havde FS Finans VI A/S bogførte nettoudlån og garantier for i alt 8 mio. kr. og en samlet balance på 38 mio. kr.
Ved udgangen af 2023 havde Afviklingsformuen samlet haft et underskud på 4 mio. kr. i relation til afviklingen af Københavns Andelskasse.