Formuen i Restruktureringsafdelingen skal udgøre 3,2 mia. kr. i indeståelser til brug for afvikling. Da afdelingen i 2022 ikke har haft tab, har der ikke været behov for at opkræve kontante bidrag. I stedet blev der foretaget en omfordeling af indeståelser blandt afdelingens omfattede institutter.
Formuen i Realkreditafdelingen skal udgøre mindst 10 mio. kr. Den del af formuen, der opkræves på baggrund af de dækkede midler, skal dog udgøre mindst 2,5 mio. kr. af formuen. Da formuen har nået sit målniveau, og danske realkreditinstitutter ikke længere har dækkede kontante midler, opkræves der ikke kontante bidrag. Der foretages alene en regulering af indeståelser for samlet 7,5 mio. kr.
Dækningsområde
Garantiformuen yder dækning til indskydere og investorer i danske pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber samt visse investeringsforvaltningsselskaber og forvaltere af alternative investeringsfonde. Herudover ydes der dækning til indskydere i danske filialer af udenlandske pengeinstitutter, der har tilmeldt sig supplerende dækning til hjemlandets garantiordning.
Dækningsomfang
For indskud og kontante midler dækker Garantiformuen et beløb op til 100.000 EUR (ca. 745.000 kr.).
Visse særlige indskud har dog en højere dækning, som kun gælder i en tidsbegrænset periode. Dette omfatter f.eks. indskud, der i henhold til lov tjener særlige sociale formål, og er knyttet til særlige begivenheder i livet, som dækkes med 150.000 EUR i en periode på 6 måneder. Derudover gælder for indskud, som opstår som følge af transaktioner vedrørende fast ejendom for ikke-erhvervsdrivende, at disse er dækket med op til 10 mio. EUR i en periode på 12 måneder fra indskuddet foretages.
Pensionsmidler, eksempelvis kontante indskud på ratepension og alderspension, dækkes fuldt ud.
Værdipapirer
Garantiformuen varetager også investorgarantiordningen. For investorer betyder det, at der er dækning for indtil 20.000 EUR (ca. 150.000 kr.) pr. investor, såfremt instituttet ikke kan tilbagelevere finansielle instrumenter, der tilhører investor, og som opbevares, administreres eller forvaltes af instituttet.
Filialer
Danske filialer af pengeinstitutter, som er hjemmehørende i et andet EU- eller EØS-land, er dækket af den indskydergaranti-ordning, som er gældende i hjemlandet for det udenlandske institut. Det er muligt for disse filialer at tilslutte sig den supplerende dækning efter den danske ordning. Den supplerende dækning omfatter de tilfælde, hvor den danske ordning har en bedre dækning end hjemlandets, f.eks. pensionskonti samt de særlige indskud, der har en forhøjet dækning i en periode på 6-12 måneder efter indsættelsen af beløbet i pengeinstituttet.
Filialer i Danmark af Nordea Bank Abp, Swedbank AB, Nordnet Bank AB, Skandinaviska Enskilda Banken AB, Ikano Bank AB og Carnegie Investment Bank AB har tilsluttet sig Garantiformuens dækning som supplement til den dækning, der ydes af de nationale garantiordninger.
Værtslandets garantiordning skal på vegne af hjemlandets garantiordning foretage udbetalingen til indskydere i forbindelse med afviklingen af en filial. Garantiformuen kan derfor i visse situationer skulle foretage udbetalinger på vegne af andre landes indskudsgarantiordninger.
For så vidt angår filialer af kreditinstitutter, der er hjemmehørende uden for EU og EØS, skal filialen være medlem af den danske indskydergarantiordning, hvis dækningen af indskydere og investorer i landet, hvor filialen har hjemsted, ikke svarer til dækningen af indskydere og investorer i Danmark.
Yderligere information om lovgrundlaget for Garantiformuen herunder dækning fremgår af
www.fs.dk.