Noter

1. Anvendt regnskabspraksis

Koncernregnskabet er aflagt i overensstemmelse med International Financial Reporting Standards (IFRS), som er godkendt af EU med tilhørende fortolkningsbidrag udstedt af Interpretation Committee (IFRIC).
Modervirksomheden Finansiel Stabilitet SOV’s årsregnskab er aflagt efter lov om finansiel virksomhed.
For at øge overblikket og for at mindske antallet af note-oplysninger, hvor såvel beløb som de kvalitative oplysninger vurderes som værende uvæsentlige for regnskabsbrugerne, er enkelte oplysninger udeladt.
Finansiel Stabilitet koncernen har med virkning fra 1. januar 2022 implementeret de standarder og fortolkningsbidrag, der trådte i kraft i EU for 2022. Implementeringen af de vedtagne ændringer og nye standarder har ikke haft påvirkning af indregning og måling for 2022.
Anvendt regnskabspraksis er herudover uændret i forhold til 2021.
Kommende standarder og fortolkningsbidrag
Der er ved regnskabsårets afslutning en række nye eller ændrede standarder samt fortolkningsbidrag, der endnu ikke er trådt i kraft eller godkendt til brug i EU. Finansiel Stabilitet forventer først at implementere de nye regnskabsstandarder og fortolkningsbidrag, når de bliver obligatoriske. Ingen af de nye standarder eller fortolkningsbidrag forventes at få væsentlig indvirkning på koncernens regnskabsaflæggelse.
Regnskabsmæssige skøn og vurderinger
Opgørelsen af den regnskabsmæssige værdi af visse aktiver og forpligtelser kræver vurderinger, skøn og forudsætninger om fremtidige begivenheder.
De foretagne skøn og forudsætninger er baseret på historiske erfaringer og andre faktorer, som ledelsen vurderer som værende forsvarlige, men som i sagens natur er usikre og uforudsigelige.
Forudsætningerne kan være ufuldstændige eller unøjagtige, og uventede begivenheder eller omstændigheder kan opstå. Desuden er koncernen og modervirksomheden underlagt risici og usikkerheder, som kan føre til, at de faktiske udfald afviger fra de foretagne skøn og forudsætninger.
Det kan være nødvendigt at ændre tidligere foretagne skøn som følge af ændringer i de forhold, der lå til grund for tidligere skøn eller på grund af ny viden eller efterfølgende begivenheder.
Skøn, der er væsentlige for regnskabsaflæggelsen, vedrører blandt andet:
  • Nedskrivning af udlån
  • Hensættelse til tab på garantier og retssager mv.
  • Dagsværdi af værdipapirer
  • Eventualaktiver
Anvendt regnskabspraksis for koncernen
Omregning af fremmed valuta
Finansiel Stabilitet koncernens funktionelle valuta er danske kroner, som også er præsentationsvaluta.
Transaktioner i fremmed valuta omregnes ved første indregning til den funktionelle valuta efter transaktionsdagens kurs. Valutakursdifferencer, der opstår mellem transaktions­dagens kurs og kursen på betalingsdagen, indregnes i resultat­opgørelsen under kursreguleringer.
Tilgodehavender, gæld og andre monetære poster i fremmed valuta omregnes til den funktionelle valuta til balancedagens valutakurs. Forskellen mellem balancedagens kurs og kursen på tidspunktet for tilgodehavendets eller gældens opståen eller kursen i det seneste årsregnskab indregnes i resultatopgørel­sen under kursreguleringer.
Modregning
Tilgodehavender og forpligtelser modregnes, når der foreligger en juridisk ret til at modregne de indregnede beløb, og det samtidig er hensigten at nettoafregne eller realisere aktiver og indfri forpligtelsen samtidig.
Generelt om indregning og måling
Aktiver indregnes i balancen, når det som følge af en tidligere begivenhed er sandsynligt, at fremtidige økonomiske fordele vil tilflyde virksomheden, og aktivets værdi kan måles pålideligt.
Forpligtelser indregnes i balancen, når virksomheden som følge af en tidligere begivenhed har en retlig eller faktisk forpligtelse, og det er sandsynligt, at fremtidige økonomiske fordele vil fragå virksomheden, og forpligtelsens værdi kan måles pålideligt.
Finansielle instrumenter generelt
Finansielle aktiver klassificeres og måles på grundlag af Finansiel Stabilitets forretningsmodel og de underliggende kontraktmæssige pengestrømme, som knytter sig til de finansielle aktivers karakteristika, og omfatter følgende kategorier:
  • Amortiseret kostpris
  • Dagsværdi med værdiregulering over anden totalindkomst
  • Dagsværdi med værdiregulering over resultatopgørelsen
Finansielle aktiver, som holdes med henblik på at generere de kontraktmæssige betalinger, og hvor de kontraktlige betalinger udelukkende udgøres af rente og afdrag på det udestående beløb, måles efter tidspunktet for første indregning til amortiseret kostpris. Udlån, tilgodehavender hos kredit­institutter, indeståelser stillet af penge- og real­kreditinstitutter samt fondsmæglere og tilgodehavende renter indgår i denne kategori.
Obligationer måles til dagsværdi med værdi­regulering over resultatopgørelsen, fordi de indgår i en investeringsstrategi, der baserer sig på dagsværdier og indgår på dette grundlag i den interne ledelsesrapportering. Aktier og afledte finansielle instrumenter måles ligeledes til dags­værdi med værdi­regulering over resultatopgørelsen, da betalinger fra disse instrumenter ikke udelukkende udgøres af rente og afdrag på et udestående beløb. Finansiel Stabilitet har ikke finansielle instrumenter, der måles til dagsværdi med værdiregulering over anden totalindkomst, som fordrer, at instrumentet indgår i en blandet forretningsmodel, og betalinger udelukkende udgøres af rente og afdrag på det udestående beløb.
Finansielle forpligtelser klassificeres som og måles til amortiseret kostpris bortset fra afledte finansielle instrumenter, der måles til dagsværdi og indregnes som en forpligtelse, hvis dagsværdien er negativ.
Koncernen
Koncernregnskabet omfatter modervirksomheden Finansiel Stabilitet SOV og dattervirksomheder, hvori modervirksom­heden har bestemmende indflydelse. Bestemmende indflydelse opnås ved direkte eller indirekte at eje eller råde over mere end 50 % af stemmerettighederne eller på anden måde kontrollere den pågældende virksomhed.
Virksomheder, hvori koncernen udøver betydelig, men ikke bestemmende indflydelse, betragtes som associerede virksomheder. Betydelig indflydelse opnås typisk ved direkte eller indirekte at eje eller råde over mere end 20 % af stemmerettighederne, men mindre end 50 %.
Ved vurdering af om modervirksomheden har bestemmende eller betydelig indflydelse tages højde for potentielle stemmerettigheder, der kan udnyttes på balancedagen.
Koncernregnskabet er udarbejdet som et sammendrag af modervirksomhedens og de enkelte dattervirksomheders regnskaber opgjort efter koncernens regnskabspraksis, elimineret for koncerninterne indtægter og omkostninger, aktiebesiddelser, interne mellemværender og udbytter samt realiserede og urealiserede fortjenester ved transaktioner mellem de konsoliderede virksomheder.
Urealiserede fortjenester ved transaktioner med associerede virksomheder elimineres i forhold til koncernens ejerandel i virksomheden. Urealiserede tab elimineres på samme måde, som urealiserede fortjenester i det omfang, der ikke er sket værdiforringelse.
Kapitalandele i dattervirksomheder udlignes med den forholdsmæssige andel af dattervirksomhedernes dagsværdi af identificerbare nettoaktiver og indregnede eventual­forpligtelser på overtagelsestidspunktet.
Balancen
Tilgodehavender hos kreditinstitutter og centralbanker
Tilgodehavender hos kreditinstitutter og centralbanker måles ved første indregning til dagsværdi med tillæg af direkte henførbare transaktionsomkostninger og efterfølgende til amortiseret kostpris efter den effektive rentes metode fratrukket nedskrivninger. Finansiel Stabilitet anvender alene kreditinstitutter med en høj kreditrating, hvorfor kreditrisikoen anses at være lav, og behovet for nedskrivning vurderes som følge heraf at være uvæsentlig.
Udlån og tilgodehavender til amortiseret kostpris
Regnskabsposten består af udlån, der er overtaget fra nødlidende pengeinstitutter.
Klassifikation og måling:
Udlån, som holdes for at generere de kontraktsmæssige betalinger, og hvor de kontraktlige betalinger udelukkende udgøres af rente og afdrag på de udestående beløb, måles efter tidspunktet for første indregning til amortiseret kostpris.
Finansiel Stabilitet har til opgave bedst muligt at få afviklet overtagne udlån. Forretningsmodellen for udlån er derfor udelukkende at inddrive de udestående beløb, og de kontraktmæssige betalinger udgøres udelukkende af rente og afdrag på de udestående beløb.
Udlån og tilgodehavender måles ved første indregning til dagsværdi med tillæg af transaktionsomkostninger og med fradrag af modtagne gebyrer og provisioner, der knytter sig til etableringen.
Udlån og tilgodehavender måles efterfølgende som følge af ovennævnte klassifikation til amortiseret kostpris ved anvendelse af den effektive rentes metode med fradrag af nedskrivninger til imødegåelse af tab.
Ved overtagelse af eksisterende udlån og tilgodehavender vil en eventuel forskel mellem den forventede indfrielseskurs og dagsværdien på indregningstidspunktet blive amortiseret over den forventede løbetid som en del af den effektive rente.
Nedskrivninger:
Reglerne for nedskrivning af udlån og hensættelser på finansielle garantier og lånetilsagn er baseret på en forventningsbaseret model, som medfører en tidligere indregning af nedskrivninger i forhold til den tidligere gældende nedskrivningsmodel, hvor der skulle være indtruffet en objektiv indikation på kreditforringelse, før der kunne og skulle indregnes en nedskrivning.
De forventningsbaserede nedskrivningsregler indebærer, at et finansielt aktiv mv. på tidspunktet for første indregning nedskrives med et beløb svarende til det forventede kredittab i 12 måneder (stadie 1). Sker der efterfølgende en betydelig stigning i kreditrisikoen i forhold til tidspunktet for første indregning, nedskrives det finansielle aktiv med et beløb, der svarer til det forventede kredittab i aktivets restløbetid (stadie 2). Konstateres instrumentet kreditforringet (stadie 3), nedskrives aktivet med et beløb svarende til det forventede kredittab i aktivets restløbetid, og renteindtægter indregnes i resultatopgørelsen efter den effektive rentes metode i forhold til det nedskrevne beløb.
For aktiver og garantier, der er kreditforringet og dermed i stadie 3 på overtagelsestidspunktet, anses det forventede kredittab i aktivets eller garantiens restløbetid at være indregnet i den fastsatte pris for overtagelsen. Disse aktiver og garantier forbliver i stadie 3 gennem hele aktivets eller garantiens restløbetid og effekten af såvel positive som negative ændringer i kreditrisikoen indregnes løbende i resultatopgørelsen.
Som følge af at Finansiel Stabilitet har til opgave bedst muligt at få afviklet overtagne udlån, vil tilbageværende udlån efter en relativt kort periode efter overtagelsen være udlån, der er værdiforringet på overtagelsestidspunktet, idet andre udlån vil være indfriet og erstattet af lån, som modparten vil have optaget i andre kreditinstitutter. Derfor er udgangspunktet, at Finansiel Stabilitets portefølje af udlån på balancedagen udelukkende består af udlån, der var kreditforringet på overtagelsestidspunktet. Som følge heraf har Finansiel Stabilitet ikke fastsat principper for måling af betydelig stigning i kreditrisikoen og definition af misligholdelse og kreditforringelse ud over ovennævnte vurdering i forbindelse med overtagelsen af udlånsporteføljer.
De tilbageværende udlån og garantier, som koncernen har overtaget fra nødlidende pengeinstitutter under bankpakke I-IV og fra Andelskassen J.A.K. Slagelse og Københavns Andelskasse, anses efter et langt afviklingsfor løb som værende stadie 3-engagementer, der er kreditforringet eller misligholdt. Den resterende portefølje er under konkurs, rekonstruktion, gældssanering eller behæftet med en så dårlig kreditværdighed, at andre pengeinstitutter ikke har villet overtage engagementerne.
Nedskrivning og hensættelse vedrørende koncernens udlån og garantier behandles derfor efter bestemmelserne i IFRS 9 for aktiver og garantier, der er kreditforringet på overtagelsestidspunktet.
Nedskrivningen opgøres individuelt for hvert engagement som forskellen mellem udlånets regnskabsmæssige værdi og nutidsværdien af de forventede fremtidige betalingsstrømme fra udlånet. De forventede fremtidige betalingsstrømme fastlægges ud fra det mest sandsynlige udfald. I de fremtidige betalingsstrømme tages der højde for engagements tilbagebetalingsevne, dividender og eventuelle realisation af sikkerheder.
For fastforrentede udlån anvendes den opgjorte effektive rente på overtagelsestidspunktet som tilbagediskonteringsrente. For variabelt forrentede udlån anvendes den aktuelle effektive rente på udlånet.
Afskrivning:
Udlån afskrives, når det vurderes, at der ikke længere er en rimelig forventning om hel eller delvis dækning af det udestående beløb. På dette tidspunkt anses det endelige tab at være konstateret, og udlånet fjernes fra den regnskabsmæssige værdi af brutto udlån og akkumulerede nedskrivninger.
Finansiel Stabilitet fortsætter inddrivelsesbestræbelserne, efter at et udlån er blevet afskrevet, afhængig af en konkret, individuel vurdering, herunder en vurdering af muligheden for indgåelse af en frivillig aftale med kunden, genforhandling af vilkår eller rekonstruktion af en virksomhed, således at inkasso eller konkursbegæring kun vil være det ultimative tiltag for inddrivelsen.
Obligationer, aktier mv.
Børsnoterede værdipapirer indregnes til dagsværdi på handelsdagen. Dagsværdien måles til de på balancedagen opgjorte slutkurser. I et mindre aktivt eller i et inaktivt marked kan dagsværdien dog måles på baggrund af modeller mv.
Unoterede aktier opgøres til dagsværdi. Dagsværdien af unoterede aktier måles på baggrund af modeller, aftalte handelskurser i vedtægter mv.
Kapitalandele i associerede virksomheder mv.
Associerede virksomheder indregnes til forholdsmæssig andel af indre værdi eller en eventuel lavere genindvindingsværdi.
Investeringsejendomme
Investeringsejendomme er ejendomme, som besiddes for at opnå lejeindtægter og/eller kapitalgevinster. Investeringsejendomme indregnes ved erhvervelsen til kostpris og måles efterfølgende til dagsværdi. Dagsværdien opgøres ud fra aktuelle markedsdata på baggrund af en afkastmodel. Dagsværdien af den enkelte ejendom revurderes årligt med udgangspunkt i det aktuelle udlejningsmarked og de aktuelle afkastkrav. Ændringer i dagsværdier indregnes under posten kursreguleringer. Der afskrives ikke på grunde.
Leasing
Alle leasingkontrakter (bortset fra leasingkontrakter af kort varighed), hvor koncernen er leasingtager, indregnes i balancen som en brugsrettighed og en leasingforpligtelse, der måles til nutidsværdien af minimumsleasingydelserne over leasingperioden. Brugsretten afskrives efterfølgende på samme måde som andre anlægsaktiver, typisk lineært over leasingperioden, og der beregnes en rente vedrørende leasingforpligtelsen.
Indeståelser stillet af penge- og realkreditinstitutter samt fondsmæglere
Posten omfatter indeståelser, som er stillet overfor Garantiformuen, og måles til amortiseret kostpris, der svarer til den pålydende værdi, idet tidspunktet, hvor indeståelse kan gøres gældende, ikke kan forudsiges eller estimeres pålideligt.
Betalbar skat og udskudt skat
Finansiel Stabilitet SOV er fritaget for skattepligt og koncernens dattervirksomheder er ikke underlagt sambeskatning.
Aktuelle skatteforpligtelser og tilgodehavende aktuel skat indregnes i balancen, som beregnet skat af årets skattepligtige indkomst, reguleret for skat af tidligere års skattepligtige indkomster og for betalte a conto skatter.
Udskudt skat måles efter den balanceorienterede gældsmetode af alle midlertidige forskelle mellem regnskabsmæssig og skattemæssig værdi af aktiver og forpligtelser.
Udskudte skatteaktiver vurderes i forbindelse med regnskabsafslutningen og indregnes kun i det omfang, det er sandsynligt, at de vil blive udnyttet.
Udskudte skatteaktiver og skatteforpligtelser modregnes, hvis virksomheden har en juridisk ret til at modregne aktuelle skatteforpligtelser og skatteaktiver eller har til hensigt enten at indfri aktuelle skatteforpligtelser og skatteaktiver på nettobasis eller at realisere aktiverne og forpligtelserne samtidigt.
Der foretages regulering af udskudt skat vedrørende foretagne elimineringer af urealiserede koncerninterne avancer og tab.
Udskudt skat måles på grundlag af de skatteregler og skattesatser, der med balancedagens lovgivning vil være gældende, når den udskudte skat forventes udløst som aktuel skat. Ændring i udskudt skat som følge af ændringer i skattesatser indregnes i resultatopgørelsen.
Andre aktiver
Posten omfatter aktiver, der ikke er placeret under øvrige aktivposter, herunder tilgodehavende renter og provisioner.
Finansielle forpligtelser
Indlån, udstedte obligationer og gæld til kreditinstitutter, centralbanker mv. indregnes ved låneoptagelsen til dagsværdi efter fradrag af transaktionsomkostninger. I efterfølgende perioder måles de finansielle forpligtelser til amortiseret kostpris ved anvendelse af "den effektive rentes metode", så forskellen mellem provenuet og den nominelle værdi indregnes i resultatopgørelsen under finansielle omkostninger over låneperioden. Øvrige finansielle forpligtelser måles til amortiseret kostpris.
Andre passiver
Posten omfatter passiver, der ikke er placeret under øvrige passivposter, herunder skyldige renter mv.
Hensatte forpligtelser
Hensatte forpligtelser omfatter hensættelser i forbindelse med retssager, garantier, personaleydelser mv.
Hensættelse til tab på garantier måles ved anvendelse af nedskrivningsmodellen, som er beskrevet under anvendt regnskabspraksis for udlån.
Øvrige hensatte forpligtelser indregnes, når koncernen som følge af en begivenhed indtruffet før eller på balancedagen har en retlig eller faktisk forpligtelse, og det er sandsynligt, at der må afgives økonomiske fordele for at indfri forpligtelsen.
Hensatte forpligtelser måles til ledelsens bedste skøn over det beløb, hvormed forpligtelsen forventes at kunne indfries.
Ved målingen af hensatte forpligtelser foretages tilbagediskontering af de omkostninger, der er nødvendige for at afvikle forpligtelsen, hvis dette har en væsentlig effekt på målingen af forpligtelsen. Der anvendes en før skat diskonteringsfaktor, som afspejler samfundets generelle renteniveau og de konkrete risici, der knytter sig til forpligtelsen. Regnskabsårets forskydning i nutidsværdier indregnes under finansielle omkostninger.
Der indregnes en hensat forpligtelse vedrørende tabsgivende kontrakter, når de forventede fordele for koncernen fra en kontrakt er mindre end de uundgåelige omkostninger i henhold til kontrakten.
Købesumsregulering
Købesumsreguleringen omfatter den potentielle merdividende, som kan udbetales til kreditorerne og medgiftyderne i de pengeinstitutter, som er overtaget under Bankpakke III-IV. Købesumsregulering indgår under hensatte forpligtelser.
Egenkapital
Finansiel Stabilitets formue, Garantiformuen og Afviklingsformuen er vist i 3 separate poster. De 3 formuer hæfter ifølge lovgivningen kun for egne forpligtelser.
Foreslået udbytte
Foreslået udbytte indregnes som en forpligtelse på tidspunktet for vedtagelse på virksomhedsmødet (deklareringstidspunktet).
Udbytte, som forventes udbetalt for året, vises som en særskilt post under egenkapitalen. A conto udbytte indregnes som en forpligtelse på beslutningstidspunktet.
Eventualaktiver og eventualforpligtelser
Eventualaktiver og eventualforpligtelser omfatter mulige aktiver og forpligtelser, der hidrører fra tidligere begivenheder, og hvis eksistens er afhængig af, at der indtræder fremtidige usikre begivenheder, som ikke er under Finansiel Stabilitet koncernens fulde kontrol. Der oplyses om eventualaktiver, hvor tilgangen af en økonomisk fordel er sandsynlig.
Der oplyses om eventualforpligtelser, som kan, men sandsynligvis ikke vil, kræve et træk på koncernens ressourcer. Endvidere oplyses om aktuelle forpligtelser, der ikke er indregnet, idet det ikke er sandsynligt, at forpligtelsen vil medføre træk på virksomhedens ressourcer, eller forpligtelsens størrelse ikke kan måles pålideligt.

Resultatopgørelsen

Renteindtægter og -udgifter
Renteindtægter, -udgifter og løbende provisioner vedrørende rentebærende finansielle instrumenter til amortiseret kostpris indregnes i resultatopgørelsen efter den effektive rentes metode baseret på kostprisen på det finansielle instrument.
Renter inkluderer amortisering af gebyrer, der er en integreret del af et finansielt instruments effektive afkast, herunder stiftel­sesprovisioner, og amortisering af en eventuel yderligere forskel mellem kostpris og indfrielseskurs.
Renteindtægter og -udgifter omfatter renter på dags­værdi­ansatte finansielle instrumenter, herunder terminstillæg fra terminsforretninger. Indtægtsførsel af renter på udlån med individuel nedskrivning for værdiforringelse sker på baggrund af den nedskrevne værdi. Renteudgifter omfatter alle rentelignende udgifter, herunder procesrenter hidrørende fra retssager.
Bidrag til Garantiformuen
Posten omfatter pengeinstitutternes præmieindbetalinger til Garantiformuen.
Bidrag til Afviklingsformuen
Posten omfatter pengeinstitutternes, realkreditinstitutternes og fondsmæglernes præmieindbetalinger til Afviklingsformuen.
Gebyrer og provisionsindtægter, netto
Posten omfatter gebyrer, provisioner, honorarer mv., der ikke er en integreret del af et finansielt instruments effektive afkast. Indtægter/omkostninger vedrørende ydelser, som ydes over en periode, for eksempel garantiprovisioner, periodiseres over perioden. Honorarer, gebyrer mv. tilknyttet en given trans­aktion, for eksempel kurtage og depotgebyrer, indtægts-/om­kostningsføres på transaktionsdagen.
Kursreguleringer
Kursreguleringer består af alle værdireguleringer af aktiver og forpligtelser, som måles til dagsværdi.
Endvidere indgår valutakursreguleringer i posten.
Andre driftsindtægter
Andre driftsindtægter indeholder indtægter af sekundær karakter i forhold til koncernens aktiviteter og gevinst ved frasalg af aktiviteter, materielle aktiver mv.
Udgifter til personale og administration
Udgifter til personale og administration omfatter lønninger, sociale omkostninger, feriegodtgørelse, pensionsomkostninger mv.
Hovedparten af medarbejderne i koncernen er omfattet af bidragsbaserede pensionsordninger. Ved bidragsbaserede pensionsordninger indbetaler koncernen løbende bidrag til pensionskasser eller pensionsforsikringsselskaber, og bidraget udgiftsføres i takt med medarbejdernes optjening heraf.
Med enkelte forhenværende direktører i overtagne institutter er der indgået ydelsesbaserede pensionsordninger. Pensionsforpligtelsen til disse baseres på en aktuarmæssig opgørelse af nutidsværdien af de forventede pensionsydelser. Nutidsværdien beregnes på grundlag af Finanstilsynets seneste rentekurve samt benchmark for dødelighed mv. Eventuelle ændringer udover periodens udbetalte pensioner reguleres over resultatopgørelsen/anden totalindkomst.
Af- og nedskrivninger på immaterielle og materielle aktiver
Af- og nedskrivninger på immaterielle og materielle aktiver består af årets af- og nedskrivninger.
Andre driftsudgifter
Andre driftsudgifter indeholder regnskabsposter af sekundær karakter i forhold til koncernens aktiviteter, herunder tab ved salg af immaterielle og materielle anlægsaktiver, overtagne ejendomme og driftsomkostninger ved udlejningsaktiviteter mv.
Nedskrivninger på udlån og tilgodehavender
Posten omfatter tab og nedskrivninger på udlån og tilgodehavender samt hensættelser på garantier og uudnyttede kreditfaciliteter, jf. beskrivelsen under nedskrivninger på udlån.
Resultat af kapitalandele i associerede virksomheder
Resultat af kapitalandele i associerede virksomheder omfatter den forholdsmæssige andel af de enkelte virksomheders resultat efter skat korrigeret for en eventuel værdiforringelse.
Skat
Årets skat, der består af årets aktuelle skat og ændring i ud­skudt skat, indregnes i resultatopgørelsen med den del, der kan henføres til årets resultat, og direkte i egenkapitalen med den del, der kan henføres til posteringer direkte i egen­kapitalen.

Særlige regnskabsmæssige forhold i modervirksomheden

Kapitalandele i tilknyttede virksomheder
Kapitalandele i tilknyttede virksomheder indregnes og måles til indre værdi i moderselskabsregnskabet efter regnskabsbekendtgørelsen.
Tilgodehavende købesums- og medgiftsregulering
Modervirksomhedens forventede tilgodehavender i FS Finans I-IV A/S.
Betalbar skat og udskudt skat
Finansiel Stabilitet SOV er fritaget for skattepligt.
Pengestrømsopgørelse for koncernen
Pengestrømsopgørelsen viser pengestrømme fordelt på drifts-, investerings- og finansieringsaktivitet for året, årets forskydning i likvider samt likvider ved årets begyndelse og slutning.
Likviditetsvirkningen af overtagelse og salg af virksomheder vises separat under pengestrømme fra investeringsaktivitet. I pengestrømsopgørelsen indregnes pengestrømme vedrørende overtagne virksomheder fra overtagelsestidspunktet, og pengestrømme vedrørende solgte virksomheder indregnes frem til salgstidspunktet.
Pengestrømme fra driftsaktivitet opgøres efter den indirekte metode, som er årets resultat reguleret for ikke-kontante driftsposter samt ændringen i driftskapital.
Pengestrømme fra investeringsaktivitet omfatter betaling i forbindelse med køb og salg af virksomheder og aktiviteter, køb og salg af immaterielle, materielle og andre langfristede aktiver.
Pengestrømme fra finansieringsaktivitet omfatter ændringer i størrelse eller sammensætning af aktiekapital, efterstillede kapitalindskud, genudlån samt betaling af udbytte.
Likvider omfatter likvide beholdninger og værdipapirer med en restløbetid på købstidspunktet på under tre måneder, og som uden hindring kan omsættes til likvide beholdninger, og hvorpå der kun er ubetydelige risici for værdiændringer.
Likvider består af kassebeholdning og anfordringstilgodehavender hos centralbanker, tilgodehavender hos kreditinstitutter og centralbanker med restløbetid mindre end tre måneder samt obligationer med restløbetid mindre end tre måneder.
Segmentoplysninger for koncernen
Segmentrapporteringen tager afsæt i de interne driftssegmenter, som det kommer til udtryk i den ledelsesrapportering, som den øverste operationelle ledelse anvender til ressourceallokering og resultatopfølgning. Segmentoplysningerne udarbejdes på grundlag af koncernens anvendte regnskabspraksis.
Transaktioner mellem segmenter afregnes på markedsvilkår. Afholdte omkostninger som eks. løn, husleje, afskrivninger fordeles til de enkelte segmenter ud fra direkte og forholdsmæssigt forbrug.
Der rapporteres på 3 hovedsegmenter: Bankpakke-aktiviteter, Garantiformuen under Indskyder- og Investorgarantiordningen samt Afviklingsformuen.
Koncernens rapporteringspligtige segmenter udgør på den baggrund:
Bankpakke-aktiviteter
  • Bankpakke I
    Segmentet omfatter de oprindelige Bankpakke I aktiviteter.
  • Bankpakke III og IV
    Segmentet omfatter de tidligere aktiviteter, som vedrører pengeinstitutter, som er afviklet under Bankpakke III og IV, hvilket omfatter FS Finans I A/S (Sparebank Østjylland af 2012), FS Finans II A/S (Max Bank af 2011), FS Finans III A/S (Amagerbanken af 2011) samt FS Finans IV A/S (Fjordbank Mors af 2011).
  • Rådgivning til minkavlere og administration af statsgaranti til boliglån i landdistrikter.
Garantiformuen
Segmentet omfatter Finansiel Stabilitets aktiviteter vedrørende Garantiformuen, som kan opdeles i 4 underafdelinger: Pengeinstitutafdelingen, Realkreditafdelingen, Investerings- og forvaltningsafdelingen og Restruktureringsafdelingen.
Afviklingsformuen
Segmentet omfatter Finansiel Stabilitets aktiviteter vedrørende Afviklingsformuen.
Segmentoplysninger for modervirksomheden
Finansiel Stabilitets består af 3 hovedsegmenter: Bankpakke-aktiviteter, Garantiformuen samt Afviklingsformuen jf. ovenstående.
Gå til indhold