Finansiel Stabilitets risici og styring heraf er påvirket af særlige forhold som følge af, at selskabet har overtaget nødlidende pengeinstitutter. Risikostyringen foretages særskilt for hvert segment; Bankpakke aktiviteter, Garantiformuen samt Afviklingsformuen.
Bankpakke-aktiviteter
Finansiel Stabilitet er eksponeret mod en række finansielle risici, herunder kredit-, ejendoms- og markedsrisici. Den overordnede politik for styring af risici fastlægges centralt for koncernens selskaber og har til formål at minimere de tab, der kan opstå som følge af bl.a. uforudsigelig udvikling på de finansielle markeder.
Da Finansiel Stabilitet med udgangen af 2022 har afviklet størstedelen af de overtagne udlån og garantier, vil de fremadrettede risici primært være knyttet op på de tilbageværende retssager og tvister. For nærmere omtale af risici vedrørende retssager og tvister henvises til side 9 i ledelsesberetningen.
Herudover har Finansiel Stabilitet i mindre omfang ejendoms- og markedsrisici. Ejendomsrisiciene følger både direkte ved ejerskab og indirekte gennem kreditengagementer med eksponering mod ejendomsmarkedet.
Finansiel Stabilitet har ingen likviditetsrisici, da selskabet har adgang til statslige genudlån. I lyset af at Finansiel Stabilitets Bankpakke-aktiviteter er under afvikling, forventes de absolutte risici alt andet lige at være faldende.
Kreditrisiko
Kreditrisici styres med afsæt i lovgrundlaget for Finansiel Stabilitets virke. I medfør af dette kan Finansiel Stabilitet ikke indgå nye kundeengagementer eller som udgangspunkt udvide eksisterende. Dette afgrænser i al væsentlighed kreditrisici til eksisterende udlån og garantier og udviklingen i disse. De tilbageværende kreditrisici håndteres under hensyntagen til og i sammenhæng med Finansiel Stabilitets arbejde med afviklingen, herunder principperne om at sikre økonomisk forsvarlighed, ordentlighed og redelighed i afviklingen. De tilbageværende udlån er kendetegnet ved en mindre god bonitet.
Da der er foretaget en betydelig afvikling, er den resterende risiko væsentlig nedbragt i forhold til tidligere. Endvidere er en væsentlig del af den nedskrevne værdi af udlån og garantier afdækket via sikkerhed i form af ejendomspant, dividende fra konkursbo mv. På den baggrund er det vurderingen, at den resterende risiko, vedrørende udlån og garantier, er relativt begrænset.
Markedsrisiko
Den grundlæggende politik er, at Finansiel Stabilitet har til hensigt at minimere eksponering mod markedsrisici. I det omfang, der er eksponering mod markedsrisici, er udgangspunktet, at koncernselskaberne enten foretager afvikling af aktiviteter, der giver anledning til markedsrisici, eller alternativt foretager afdækning af eksponeringer.
Bestyrelsen har fastsat rammer for Bankpakke-aktiviteters samlede eksponering mod markedsrisici (renterisiko, aktierisiko og valutarisiko). Markedsrisikoen overvåges løbende, hvorefter bestyrelsen orienteres om koncernens samlede eksponering.
Renterisiko
For Bankpakke-aktiviteter er hovedparten af udlånene i koncernselskaberne med variabel rente og der er ingen eksponering mod renteændringer. Renterisikoen er ved udgangen af 2022 opgjort til 0 mio. kr. (2021: 0 mio. kr.).
Ultimo 2022 var der ikke placeret kontante midler i skatkammerbeviser (ultimo 2021 561 mio. kr.).
Aktierisiko
Finansiel Stabilitet har endvidere enkelte aktieposter. De noterede aktier er afviklet, men koncernen har fortsat enkelte sektoraktier samt mindre unoterede aktieposter på balancen.
Disse aktieposter søges løbende afhændet, men som følge af en begrænset likviditet er det typisk en opgave, som har en mere langsigtet karakter. Den største aktierisiko findes i Finansiel Stabilitets beholdning af andelsbeviser, som selskabet har modtaget som en del af betalingen for Bankpakke I samt i enkelte sektoraktier.
Den samlede aktiebeholdning mv. var ultimo 2022 på 10 mio. kr. (12 mio. kr. ultimo 2021). Eksklusive datterselskaberne under Bankpakke III-IV udgjorde aktiebeholdning mv. 1 mio. kr. (2021: 5 mio. kr.). Ved et kursfald på 10 % vil Finansiel Stabilitets resultat blive forringet med 0 mio. kr. (2021: 0 mio. kr.)
Der henvises til note 17 Aktier mv. for opgørelse af aktiepositioner. Associerede selskaber, jf. note 18 indgår ikke i opgørelsen af aktiepositioner, og de medtages ikke i beregningen af følsomheden ved et fald i aktiekursen. Associerede selskaber udgør 8 mio. kr. (2021: 35 mio. kr.)
Valutarisiko
I forbindelse med Finansiel Stabilitets aktiviteter ved afvikling af nødlidende pengeinstitutter er der en valutarisiko.
Valutarisikoen afdækkes i nødvendigt omfang af de enkelte datterselskaber, således at den samlede valutakurseksponering er beskeden. I det omfang at der er kommercielle udenlandske interesser, herunder at kunder har optaget lån med henblik på at finansiere udenlandske aktiviteter, afdækkes aktiver med tilsvarende finansiering i udenlandsk valuta. Finansiel Stabilitet afdækker ikke EUR.
Ved udgangen af 2022 var valutaindikator 1, opgjort ekskl. EUR, 0,0 % (0,0 % ultimo 2021) af egenkapitalen i Finansiel Stabilitet.
Den samlede valutaposition opgjort ved valutaindikator 1 beløb sig ultimo 2022 til 11 mio. kr. (17 mio. kr. ultimo 2021). Eksklusive datterselskaberne under Bankpakke III-IV udgjorde valutapositionen 11 mio. kr. (10 mio. kr. ultimo 2021). Der henvises i øvrigt til opgørelse af valutarisici sidst i note 23.
Ved en ændring i kursen på EUR på 2,25 % og en ændring på 10 % i alle øvrige valutakurser vil Finansiel Stabilitets resultat blive påvirket med 0 mio. kr. (2021: 0 mio. kr.).
Likviditetsrisiko
Finansiel Stabilitet har adgang til at finansiere sig via statens genudlånsordning og bidrager bl.a. med likviditet til datterselskaberne. For at sikre overblik over Finansiel Stabilitets likviditetssituation udarbejdes der løbende skøn for det fremtidige likviditetsbehov. Det sikres dermed, at selskabet har det nødvendige likviditetsberedskab til at kunne imødegå fremtidige forpligtelser.
Adgangen til statens genudlånsordning indebærer, at Finansiel Stabilitet løbende kan henvende sig i Statsgældsforvaltningen i Danmarks Nationalbank med henblik på at optage lån. Vilkårene fastsættes på baggrund af de gældende markedsforhold for statens obligationslån. Adgangen til genudlånsordningen indebærer, at Finansiel Stabilitet kan håndtere uventede store betalinger uden nødvendigvis at have et meget stort anfordringstilgodehavende.
Garantiformuen
De væsentligste risici under Garantiformuen vedrører afviklingen af aktiviteter, som Finansiel Stabilitet har overtaget under Bankpakke III-IV samt risikoen for tab fremadrettet som følge af restrukturering og afvikling af nødlidende pengeinstitutter, der medfører tab på dækkede indskud. Såfremt afviklingen af aktiviteter under Bankpakke III og IV giver anledning til tab, som ikke var forudset på tidspunktet for fastsættelse af den initiale dividende på overtagelsestidspunktet, vil disse tab skulle dækkes af Indskyder- og Investorgarantiordningen. Baseret på den foreløbige afvikling er der alene konstateret yderligere tab under Bankpakke III foranlediget af afviklingen af FS Finans IV A/S.
Desuden vil placeringen af Garantiformuens midler fremadrettet indebære risiko, som afhænger af den valgte investeringsprofil. Det fremgår af lov om en indskyder- og investorgarantiordning, at Garantiformuens midler skal placeres i aktiver med lav risiko. Finansiel Stabilitets bestyrelse fastsætter årligt investeringsstrategien for formuen.
Investereringstrategien skal fastsættes således, at Garantiformuens disponible finansielle midler til enhver tid er proportionale med Garantiformuens potentielle forpligtelser.
Placering af de likvide midler skal ske under hensyntagen til, at al valutarisiko afdækkes (euro positioner er ikke omfattet af denne opgørelse), og renterisikoen skal holdes inden for den af bestyrelsens godkendte investeringsstrategi. Strategien opererer p.t. med et varighedsmål på 2-3 år på den investerede del af formuen.
Garantiformuen har i løbet af 2018-2021 gennemført investering af de likvide midler under obligationsmandater i 0-5 årige realkreditobligationer. Der er ultimo 2022 investeret 7.467 mio. kr. Den gennemsnitlige varighed på obligationerne udgør ved udgangen af 2022 2,53 år, og renterisikoen ved 1% ændring af renteniveauet er opgjort til 190 mio. kr. (2021: 241 mio. kr.).
Garantiformuen udbød i januar 2022 et nyt porteføljemandat til erstatning af de tidligere mandater. Jyske Bank genvandt forvaltningen og videreførte deres porteføljeforvaltnings opgaver.
Finansieringen af Garantiformuen sker primært via Garantiformuens egne midler. Desuden vil der være adgang til finansiering via Finansiel Stabilitets adgang til statslige genudlån.
Afviklingsformuen
De væsentligste risici vedrører tab i forbindelse med restrukturering eller afvikling af institutter, hvor Afviklingsformuen har indskudt kapital. Desuden vil placeringen af Afviklingsformuens midler indebære risiko, som afhænger af den valgte investeringsprofil. Det fremgår af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at Afviklingsformuens midler skal placeres i aktiver med lav risiko.
Finansiel Stabilitets bestyrelse fastsætter årligt investeringsstrategien for formuen. Investereringstrategien skal fastsættes således, at Afviklingsformuens disponible finansielle midler til enhver tid er proportionale med Afviklingsformuens potentielle forpligtelser.
Placering af de likvide midler skal ske under hensyntagen til, at al valutarisiko afdækkes (euro positioner er ikke omfattet af denne opgørelse), og renterisikoen skal holdes inden for den af bestyrelsens godkendte investeringsstrategi. Strategien opererer p.t. med et varighedsmål på 2-3 år på den investerede del af formuen.
Afviklingsformuen har i løbet af 2018-2021 gennemført investering af formuens likvide midler under et obligationsmandat i 0-5 årige realkreditobligationer. Der er ultimo 2022 investeret 2.778 mio. kr. Den gennemsnitlige varighed på obligationer udgør ved udgangen af 2022 2,54 år, og renterisikoen ved 1% ændring af renteniveauet er opgjort til 71 mio. kr. (2021: 87 mio. kr.).
Afviklingsformuen udbød i januar 2022 et nyt porteføljemandat til erstatning af de tidligere mandater. Jyske Bank genvandt forvaltningen og videreførte deres porteføljeforvaltningsopgaver.
Afviklingsformuen har ultimo 2022 ingen placering i skattekammerbeviser.