Forord

Anne Louise Eberhard

Et beredskab til effektiv krisehåndtering
"Et beredskab til krisehåndtering kræver betydelig forberedelse og øvelse..."
Finansiel Stabilitet skal medvirke til at sikre den finansielle stabilitet i Danmark bl.a. ved at restrukturere og afvikle visse nødlidende finansielle virksomheder, hvis de ikke kan fortsætte ved egen drift. Endvidere skal vi i sådanne krisesituationer sørge for at opretholde kundernes adgang til konti og finansielle services.
Et beredskab til krisehåndtering kræver betydelig forberedelse og øvelse - også når krisebarometret er stabilt. Vi foretager løbende planlægning og kriseøvelser af de finansielle virksomheders beredskab. Dette sker bl.a. gennem udarbejdelse af afviklings- og restruktureringsplaner samt ved gennemførelse af test i samarbejde med de finansielle virksomheder, Finanstilsynet og Nationalbanken.
Krisehåndtering af finansielle virksomheder i Danmark er baseret på et grundlæggende princip om, at den skal gennemføres på en fair måde og være i offentlighedens interesse. Det er endvidere afgørende, at tab for bl.a. skatteyderne minimeres. Derfor sparer sektoren op til kriseberedskab i form af Afviklingsformuen, der, ligesom Garantiformuen for indskydere og investorer, forvaltes af Finansiel Stabilitet.
I europæisk sammenhæng har den danske krisehåndtering af finansielle virksomheder tiltrukket sig særlig interesse. Store dele af EU’s krisehåndteringstiltag for banker (BRRD) har lighedspunkter med den tilgang, som vi i Danmark har anvendt i flere år.
I 2022 og primo 2023 er de sidste ansvarssager fra finanskrisen endeligt blevet afsluttet, idet domstolene har truffet afgørelse i sagerne vedrørende ebh Bank, Løkken Sparekasse, Roskilde Bank og Eik Banki. Der er ingen tvivl om, at retsopgøret efter finanskrisen har taget lang tid og har været omkostningsfuldt – både økonomisk og menneskeligt. Det, og den øvrige læring af finanskrisen har bl.a. medført, at lovgivningen løbende er blevet tilpasset i forhold hertil.
Et område, der i disse år tiltrækker øget opmærksomhed, er håndtering af IT-sikkerhed. Særligt er vi opmærksomme på, at denne opgave fordrer nye kompetencer og beredskaber. Risikoen her er ikke manglende kapital eller likviditet, men snarere at IT og f.eks. betalingssystemer sættes ud af kraft, eller at data ikke er korrekte eller tilgængelige. Dette vil også i de kommende år være et væsentligt indsatsområde, der kræver et tæt samarbejde mellem myndigheder og virksomheder.
Finansiel Stabilitet er klar til, udover kerneopgaverne, at løfte andre relevante statslige opgaver og bidrage til værdiskabelsen i samfundet. Vi løser allerede flere opgaver for staten bl.a. ved udstedelse af statsgarantier for lån til boligkøb i landdistrikter.
EU-kommissionen har fremsat et forslag om genopretning og afvikling af skades- og livsforsikringsselskaber, som er under forhandling i EU. Når direktivet vedtages, vil Finansiel Stabilitet stille sig parat til at kunne overtage opgaven. Selv om direktivet omfatter en anden del af den finansielle sektor end de finansielle virksomheder, som Finansiel Stabilitet allerede arbejder med, er en række problemstillinger de samme, og de påtænkte værktøjer og løsninger vil i store træk være velkendte for os.
For at Finansiel Stabilitet kan opfylde sine kerneopgaver som finansielt beredskab, skal vi bl.a. sikre, at kompetencer og beredskab opretholdes. Vi skal fortsat kunne tiltrække, udvikle og fastholde talent til at løse de ofte komplicerede opgaver. Beredskabet skal hurtigt kunne skaleres og løfte kompleksiteten i den næste krise, som ingen på forhånd kender. Jeg vil gerne på bestyrelsens vegne rette en særlig tak til vores dygtige medarbejdere, ejere, samarbejdspartnere og de finansielle virksomheder for kompetent og godt samarbejde i 2022.
Gå til indhold