Opgaveløsning


Finansiel Stabilitet varetager en række opgaver for staten. Finansiel Stabilitet har således fortsat en rolle i afvikling af aktiviteter fra Finanskrisen. Denne aktivitet består primært i afvikling af fordringer fra konkursboer og lignende, hvor der i takt med, at bl.a. fordringerne bliver omsat til kontanter, løbende kan indtægtsføres eventuelle gevinster.

Finansiel Stabilitet har efterfølgende fået en række opgaver tildelt fra staten. I juni 2021 oprettede Finansiel Stabilitet en enhed, der foranlediger, at tidligere minkavlere, som er eller formodes at være insolvente efter at have modtaget erstatning og kompensation i medfør af lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, kan modtage vederlagsfri gældsrådgivning.

Derudover har Finansiel Stabilitet i juni 2022 fået til opgave at udstede garantier i forbindelse med lån til landdistrikter. Formålet med ordningen er at skabe bedre muligheder for at finansiere boliger, særligt i landdistrikter, gennem en statsgaranti på den yderste del af boliglån for visse boligejendomme. Ordningen er i april 2023 fulgt op med en ordning hvor Finansiel Stabilitet kan give garanti på lån til varmepumper. Formålet med ordningen er at skabe bedre muligheder for forbrugere for at finansiere udskiftningen af olie- eller gasfyr med en varmepumpe i de tilfælde, hvor det kan være svært at optage lån på almindelige vilkår uden en statsgaranti.

I 2024 fik Finansiel Stabilitet endvidere til opgave at afvikle aktiviteter fra minkfølgeerhverv i forbindelse med udbetaling af erstatninger. Finansiel Stabilitet overtog i 2024 de første aktiver under ordningen. Finansiel Stabilitets mål er at sikre en hensigtsmæssig og sparsommelig afvikling af de overtagne aktiviteter, og dermed opnå det bedst mulige resultat til staten. Opgaven er i Finansiel Stabilitet organiseret i en særlig enhed, og juridisk er ejerskabet af aktiviteter forankret i et datterselskab til Finansiel Stabilitet (FS Ejendomsselskab A/S).

Finansiel Stabilitet har som mål at hjælpe staten med at løfte andre relevante statslige opgaver og bidrage til værdiskabelsen i samfundet. Vi ser det som en fordel at stå på flere ben og udvide vores ansvarsområde, således at vi også med beslægtede opgaver kan sikre et effektivitet og velfungerende beredskab.