Pengeinstitutafdelingen
Pengeinstitutafdelingens målniveau er på 0,8 pct. af de dækkede indskud. Overstiger formuen i pengeinstitutafdelingen målniveauet ophører bidragspligten. Målniveauet er pt. opfyldt. Bidragspligten genoptages, hvis formuen ikke længere overstiger det fastsatte målniveau.
Vurdering af hvorvidt målniveau opfyldes, og om der skal ske indbetaling af bidrag, er baseret på størrelsen af dækkede indskud i de enkelte pengeinstitutter. De enkelte pengeinstitutter skal indberette deres dækkede indskud pr. ultimo marts, juni, september og december.
Indberetningen af dækkede indskud sker samtidig med indberetning af data til Afviklingsformuen og foregår digitalt via SharePoint, hvor instituttet har adgang til en mappe, som kun instituttet og Finansiel Stabilitet kan tilgå.
Skemaet udfyldes elektronisk (Excel-format) direkte i SharePoint og eventuelle ændringer til indberetningen kan ske frem til fristen d. 31. januar Efter fristen vil skemaet blive låst for redigering og seneste version vil være den gældende.
For at få adgang til SharePoint bedes nye instituttet udfylde et skema, som kan findes her:
Klik her for at downloade bilag
Finansiel Stabilitet beder samtidig om godkendelse til at kommunikere med instituttet via e-Boks i relation til Garantiformuen og Afviklingsformuen.
Pengeinstitutterne skal desuden uploade en revisorerklæring i SharePoint senest d. 15. marts. Hvis der afgives en samlet erklæring, skal erklæringen være underopdelt på henholdsvis Afviklingsformuen og Garantiformuen. Finansiel Stabilitet tager hvert år stilling til, om der skal ske bidragsopkrævning og pengeinstitutterne får besked om en eventuel bidragsopkrævning senest den 15. april. Hvis der skal ske betaling af bidrag, er betalingsfristen den 1. maj.
Grønlandske og færøske pengeinstitutter
Opgørelse af grønlandske pengeinstitutters bidrag til pengeinstitutafdelingen følger fortsat principperne i lov om en garantifond for indskydere og investorer, jf. anordning nr. 685 af 28. juni 2012 om ikrafttræden for Grønland af lov om en garantifond for indskydere og investorer.
Opgørelse af færøske pengeinstitutters bidrag til pengeinstitutafdelingen følger fortsat principperne i lov om en garantifond for indskydere og investorer, jf. anordning nr. 64 af 29. januar 2013 om ikrafttræden for Færøerne af lov om en garantifond for indskydere og investorer.
Filialer af udenlandske pengeinstitutter tilmeldt topping-up ordning
Et udenlandsk pengeinstitut med filialer i Danmark kan vælge, at filialer beliggende i Danmark tilsluttes den supplerende dækning under den danske indskydergarantiordning (topping-up).
Lovgrundlag
Læs mere om lovgrundlaget for indkrævning til Garantiformuen ved at klikke her