Finansiel Stabilitet anker Østre Landsrets dom i erstatningssagen om ledelsesansvar i den tidligere Roskilde Bank

Finansiel Stabilitet 4. december 2017


Den 7. november 2017 afsagde Østre Landsret dom i den sag, som Finansiel Stabilitet havde anlagt mod den tidligere direktion, bestyrelse og eksterne revision i Roskilde Bank. Dommen indebar frifindelse af alle sagsøgte for samtlige forhold.

Bestyrelsen i Finansiel Stabilitet har besluttet at anke dele af dommen.

Landsretten konkluderer i sin dom af 7. november 2017, at der har foreligget kritisable forhold i forbindelse med driften af banken, men at der ikke er grundlag for et generelt erstatningsansvar for driften af banken.

Ankesagen vil omfatte konkrete aktiekreditter samt konkrete udlånsengagementer, herunder den aktiekredit hvor Østre Landsret finder, at bestyrelse og direktion har handlet ansvarspådragende, men hvor der ikke er sket den fornødne dokumentation for det lidte tab.

Finansiel Stabilitet vil under ankesagen gøre gældende, at der gælder et skærpet ansvar for ledelsen i en finansiel virksomhed, ligesom der vil ske dokumentation af tab på den måde, som Østre Landsret har efterlyst.

Ankesagen vil ikke omfatte underdirektør Allan H. Christensen, ligesom den ikke vil omfatte den eksterne revision.

Finansiel Stabilitet vil under sagen være repræsenteret af advokatfirmaet Gorrissen Federspiel ved advokat Lotte Eskesen og advokat Jakob Skude Rasmussen.

Yderligere oplysninger
Administrerende direktør Henrik Bjerre-Nielsen, telefon +45 21 14 21 11
Eventuelt via Pressekontakt, telefon +45 24 76 35 90