Formuen i Restruktureringsafdelingen skal udgøre 3,2 mia. kr. i indeståelser til brug for afvikling. Da afdelingen i 2021 ikke har haft tab, har der ikke været behov for at opkræve kontante bidrag. I stedet blev der foretaget en omfordeling af indeståelser blandt afdelingens omfattede institutter.
Formuen i Realkreditafdelingen skal udgøre mindst 10 mio. kr. Den del af formuen, der opkræves på baggrund af de dækkede midler, skal dog udgøre mindst 2,5 mio. kr. af formuen. Da formuen har nået sit målniveau, og danske realkreditinstitutter ikke længere har dækkede kontante midler, opkræves der ikke kontante bidrag. Der foretages alene en regulering af indeståelser for samlet 7,5 mio. kr.
Dækningsområde
Garantiformuen yder indskydere og investorer i samtlige danske pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæg- lerselskaber og visse investeringsforvaltningsselskaber og forvaltere af alternative investeringsfonde økonomisk dækning for visse tab i forbindelse med rekonstruktion eller konkurs eller i tilfælde, hvor Garantiformuen har modtaget meddelelse fra Finanstilsynet om, at et institut ikke er i stand til at tilbagebetale et indskud, som er forfaldet til betaling, på grund af pengeinstituttets finansielle situation. Herudover ydes der dækning til indskydere i danske filialer af udenlandske pengeinstitutter, der har tilmeldt sig supplerende dækning til hjemlandets garantiordning.
Dækningsomfang
Garantiformuen dækker visse indskud og kontante midler op til 100.000 EUR (ca. 745.000 kr.). Herudover dækkes pensionsmidler, eksempelvis kontante indskud på ratepension og alderspension fuldt ud.
Endvidere dækkes visse særlige indskud med forhøjet dækning i en tidsbegrænset periode f.eks. indskud, der tjener særlige sociale formål, som er knyttet til særlige begivenheder i livet, dækkes med 150.000 EUR i en periode på 6 måneder, og indskud som følge af transaktioner vedrørende fast ejendom for ikke-erhvervsdrivende dækkes med op til 10 mio. EUR for en periode på 12 måneder fra indskuddet foretages.
Værdipapirer
Garantiformuen varetager også investorgarantiordningen. For investorer betyder det, at der er dækning for indtil 20.000 EUR (ca. 150.000 kr.) pr. investor ved problemer i forbindelse med udlevering af værdipapirer fra et institut under rekonstruktion eller konkurs, såfremt det nødlidende institut er omfattet af investorgarantiordningen.
Filialer
Danske filialer af pengeinstitutter, som er hjemmehørende i et andet EU- eller EØS-land, er dækket af den indskydergaranti-ordning, som er gældende i hjemlandet for det udenlandske institut. Det er muligt for disse filialer at tilslutte sig den supplerende dækning efter den danske ordning. Den supplerende dækning dækker for det tilfælde, at den danske ordning har en bedre dækning end hjemlandets, f.eks. pensionskonti samt de særlige indskud, der har en forhøjet dækning i en periode på 6-12 måneder efter beløbets indskud i pengeinstituttet.
Filialer i Danmark af Nordea Bank Abp, Svenska Handelsbanken AB, Swedbank AB, Nordnet Bank AB, Skandinaviska Enskilda Banken AB, Ikano Bank AB og Carnegie Investment Bank AB har tilsluttet sig Garantiformuens dækning som supplement til den dækning, der ydes af de nationale garantiordninger.
Det er værtslandets garantiordning, i Danmark Garantiformuen, der på vegne af hjemlandets garantiordning skal foretage udbetalingen til indskydere i forbindelse med afviklingen af en filial.
For så vidt angår filialer af kreditinstitutter, der er hjemmehørende uden for EU og EØS, skal filialen være medlem af den danske indskydergarantiordning, hvis dækningen af indskydere og investorer i landet, hvor filialen har hjemsted, ikke svarer til dækningen af indskydere og investorer i Danmark.
Yderligere information om lovgrundlaget for Garantiformuen herunder dækning fremgår af
www.fs.dk.