Kvartalsmeddelelse: 1. kvartal 2025 for Finansiel Stabilitet
Finansiel Stabilitet 22. maj 2025
Finansiel Stabilitet fik i 1. kvartal 2025 et overskud på 151 mio. kr. mod et overskud på 377 mio. kr. i samme periode sidste år.
Afviklingsformuen fik i 1. kvartal 2025 et overskud på 59 mio. kr. mod et overskud i den samme periode sidste år på 315 mio. kr. Efter indbetalingerne af bidrag i 2024 opfyldte Afviklingsformuen lovgivningens krav om at råde over midler, der svarer til 1 % af de dækkede indskud i danske pengeinstitutter. Der er efterfølgende sket en mindre stigning i de dækkede indskud, som har medført, at der i 2025 er opkrævet et bidrag på 32 mio. kr. til opfyldelse af det opdaterede målkrav. I 1. kvartal 2025 er der indregnet 8 mio. kr. i bidrag sammenlignet med 275 mio. kr. i samme periode sidste år.
Periodens overskud kan herudover i væsentligt omfang tilskrives afkastet på kontantindestående og de investerede midler på samlet 52 mio. kr. Ved udgangen af 1. kvartal 2025 udgjorde Afviklingsformuens egenkapital 8,9 mia. kr.
Garantiformuen bidrog med et overskud på 52 mio. kr. mod et overskud på 10 mio. kr. i den samme periode sidste år. Den primære årsag til overskuddet var afkastet på kontantindestående og de investerede midler på 54 mio. kr. Ved udgangen af 1. kvartal 2025 udgjorde Garantiformuens egenkapital 12,7 mia. kr.
Afkastet fra kontantindestående og de investerede midler i både Garantiformuen og Afviklingsformuen bidrog samlet i 1. kvartal 2025 med et afkast på 106 mio. kr. Kontantindestående, som er placeret i Nationalbanken, har i perioden givet et afkast på 2,25 % p.a., mens de investerede midler har givet et afkast på 2,4 % p.a.
Aktiviteter varetaget på vegne af staten, som bl.a. vedrører Bankpakkeaktiviteter, opnåede i 1. kvartal 2025 et overskud på 40 mio. kr. mod et overskud på 52 mio. kr. i den samme periode sidste år. Overskuddet kan primært henføres til forrentning af indestående i Nationalbanken, der i perioden udgjorde 34 mio. kr.
Finansiel Stabilitet varetager på vegne af staten desuden øvrige opgaver. Blandt de senest tilkomne opgaver så har Finansiel Stabilitet overtaget aktiver fra staten ved udbetaling af kompensation til minkfølgeerhverv. Indtil videre er der overtaget aktiver fra Kopenhagen Fur. Efterfølgende er der påbegyndt en åben og struktureret salgsproces af de overtagne aktiver.
Ved varetagelsen af Finansiel Stabilitets forskellige opgaver sikres, at formuerne holdes adskilt. Finansiel Stabilitet hæfter ikke for Garantiformuen samt Afviklingsformuen, og disse formuer hæfter kun for egne forpligtelser. Omkostninger vedrørende de nye op-gaver vil således blive afholdt for statens regning og dermed ikke påvirke de to øvrige formuer.
Ved udgangen af 1. kvartal 2025 udgjorde den samlede egenkapital for Aktiviteter varetaget på vegne af staten 5,7 mia. kr.
Yderligere oplysninger:
Administrerende direktør Karsten Biltoft, mail: kbi@fs.dk
Via pressekontakt, telefon 24 76 35 90.