Gå til indhold

Resultat for 1. halvår 2024

Koncernresultat

Finansiel Stabilitet fik i 1. halvår 2024 et overskud på 809 mio. kr. mod et overskud på 830 mio. kr. i samme periode sidste år.
Afviklingsformuen fik i 1. halvår 2024 et overskud på 651 mio. kr. mod et overskud i den samme periode sidste år på 666 mio. kr. Resultatet kan i væsentligt omfang tilskrives indbetaling af bidrag til Afviklingsformuen, hvoraf 550 mio. kr.  indgår i resultatet for perioden. Ved udgangen af 1. halvår 2024 udgjorde Afviklingsformuens egenkapital 8,1 mia. kr.
I alt er der i 2024 indbetalt 1,1 mia. kr., hvoraf halvdelen er indtægtsført i 1. halvår. Med indbetalingen fra institutterne i 2024 opfylder Afviklingsformuen nu målniveauet på 1% af de samlede dækkede indskud i Danmark på 857 mia. kr.
Garantiformuen bidrog med et overskud på 60 mio. kr. mod et overskud på 78 mio. kr. i den samme periode sidste år. Ved udgangen af 1. halvår 2024 udgjorde Garantiformuens egenkapital 12,4 mia. kr.
Afkastet fra kontantindestående og de investerede midler i både Garantiformuen og Afviklingsformuen bidrog samlet i 1. halvår 2024 med et afkast på 156 mio. kr., svarende til et afkast på 0,96 %. Kontantindestående, som er placeret i Nationalbanken, har i perioden givet et afkast på 1,77 % (svarende til 3,54 % p.a.), mens de investerede midler har givet et afkast på 0,55 %. I den forløbne del af 3. kvartal er det samlede afkast på de investerede midler vokset yderligere og har givet et samlet afkast i året indtil nu på ca. 2 %.
Aktiviteter varetaget på vegne af staten relateret til Bankpakke-aktiviteter opnåede i 1. halvår 2024 et overskud på 98 mio. kr. mod et overskud på 86 mio. kr. i den samme periode sidste år. Overskuddet kan primært henføres til forrentning af indestående i Nationalbanken, der i 1. halvår 2024 udgjorde 114 mio. kr.
Aktiviteter varetaget på vegne af staten vedrører udover Bankpakke-aktiviteter øvrige aktiviteter, der varetages for statens regning og risiko. Dette omfatter gældsrådgivning til tidligere insolvente minkavlere og statsgaranti vedrørende henholdsvis ejendomskreditaftaler i landdistrikterne og lån til varmepumper. Disse aktiviteter har indtil videre ikke haft et nævneværdigt omfang.
Herudover blev der i 2023 truffet beslutning om, at aktiverne, som staten overtager i forbindelse med udbetaling af erstatning til minkfølgeerhverv, skal afvikles af Finansiel Stabilitet. Denne aktivitet forventes igangsat i 2. halvår 2024.
Formuerne holdes adskilte. Finansiel Stabilitet hæfter ikke for Garantiformuen samt Afviklingsformuen, og disse formuer hæfter kun for egne forpligtelser. Således vil omkostninger til de nye aktiviteter, herunder gældsrådgivning til tidligere minkavlere samt statsgaranti til ejendomskreditaftaler i landdistrikterne, blive afholdt af Aktiviteter varetaget på vegne af staten og dermed ikke påvirke de to øvrige formuer.
Den samlede egenkapital for Aktiviteterne varetaget på vegne af staten udgjorde ved udgangen af 1. halvår 2024 5,6 mia. kr.
Koncernens samlede balance var ved udgangen af 1. halvår 2024 på 27,3 mia. kr., og balancen er dermed steget med 1,4 mia. kr. siden ultimo 2023. Af den samlede balance på 27,3 mia. kr. udgjorde Garantiformuen 12,4 mia. kr., Afviklingsformuen 8,7 mia. kr. og Aktiviteter varetaget på vegne af staten 6,7 mia. kr., mens der var koncernmellemværende for 0,5 mia. kr.
For yderligere specifikation af resultatposter for segmenter henvises til efterfølgende afsnit samt for en yderligere uddybning til note 2 og 3 i regnskabet.