Øvrige områder
Gældsrådgivning til tidligere minkavlere
På vegne af staten oprettede Finansiel Stabilitet i 2021 en enhed, der foranlediger, at tidligere minkavlere, som er eller formodes at være insolvente efter at have modtaget erstatning og kompensation i medfør af lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, kan modtage vederlagsfri gældsrådgivning. Ordningen etableres for statens regning og risiko.
Ved udgangen af 2. kvartal 2024 var ordningen ikke udnyttet.
Statsgaranti til ejendomskreditaftaler i landdistrikterne
På vegne af staten blev der pr. juli 2022 etableret en ordning om etablering af statsgarantier på en del af ejendomskreditaftalerne i landdistrikterne. Formålet med loven er at skabe bedre muligheder for at finansiere boliger, særligt i landdistrikter, gennem en statsgaranti på den yderste del af boliglån for visse boligejendomme. Ejendomskreditgivere har efterfølgende haft mulighed for at indsende ansøgninger om statsgaranti til konkrete låneaftaler. Der var ultimo juni 2024 indgået 40 vilkårsaftaler med ejendomskreditgivere.
Statsgarantiordningen administreres af Finansiel Stabilitet på vegne af den danske stat. Ordningen etableres på statens regning og risiko. Ved udgangen af 2. kvartal 2024 er der udstedt to garantier for ca. 1 mio. kr. Finansiel Stabilitet har modtaget provisionsindtægter for ca. 10 tkr. og har haft interne omkostninger i samme niveau.
Statsgaranti på lån til varmepumpe
På vegne af staten blev der pr. 1. april 2023 etableret en ordning om etablering af statsgarantier på lån til udskiftning af olie- eller gasfyr i landdistriktsområder uden for fjernvarmenettet med en anden opvarmningskilde. Formålet med loven var at skabe bedre muligheder for at finansiere udskiftningen af olie- eller gasfyr med en varmepumpe i de tilfælde, hvor det kan være svært at optage lån på almindelige vilkår uden en statsgaranti.
Ejendomskreditgivere har efterfølgende haft mulighed for at indsende ansøgninger om statsgaranti til konkrete låneaftaler. Der var ultimo juni 2024 indgået 7 vilkårsaftaler med ejendomskreditgivere.
Statsgarantiordningen administreres af Finansiel Stabilitet på vegne af den danske stat. Ordningen etableres for statens regning og risiko. Ved udgangen af 2. kvartal 2024 er der ikke udstedt garantier under ordningen.
Aktiver overtaget fra minkfølgeerhverv (særlige aktiver)
I henhold til bekendtgørelse om ordningen for salg og anden håndtering af aktiver overtaget fra minkfølgeerhverv skal Finansiel Stabilitet fra 2024 bistå staten med håndtering og salg af aktiver hidrørende fra minkfølgeerhverv, der har modtaget erstatning fra staten. Ordningen etableres i datterselskabet FS Ejendomsselskab A/S på statens regning og risiko.
De første aktiver forventes overtaget i 2. halvår 2024.