BANKPAKKE-AKTIVITETER
Resultat
Finansiel Stabilitets resultat fra Bankpakke-aktiviteterne viste i 1. halvår 2024 et overskud på 98 mio. kr. mod et overskud på 86 mio. kr. i 1. halvår 2023. Overskuddet kan primært henføres til det stigende renteniveau. Indestående i Nationalbanken blev således i første halvår 2024 forrentet med ca. 3,5 % p.a., mens renten i første halvår 2023 var ca. 2 % p.a. Samlet gav det et bidrag til resultatet med 114 mio. kr.
Driftsomkostninger er samlet på 28 mio. kr. sammenlignet med 12 mio. kr. i samme periode sidste år. Omkostningsstigningen skyldes primært en stigning i omkostninger til advokater og øvrige rådgivere i forbindelse med lukning af konkursboer mv. samt løn- og pensionsudgifter.
Finansiel Stabilitet arbejder løbende på at inddrive tidligere afskrevne fordringer, som udgør ca. 8,8 mia. kr. ved udgangen af 1. halvår 2024. Dette har resulteret i, at der i 1. halvår 2024 kunne indtægtsføres 16 mio. kr.
Resultat for Bankpakke-aktiviteter
De resterende Bankpakke-aktiviteter relaterer sig til de aktiviteter, som Finansiel Stabilitet overtog under de enkelte Bankpakker (I-V). I takt med afviklingen er der efterhånden ingen opdeling mellem de enkelte bankpakker, og fælles for dem er, at de resterende aktiviteter alle påvirker Finansiel Stabilitets egenkapital, der vedrører aktiviteter, som drives på vegne af staten.
De få tilbageværende aktiviteter i FS Finans III A/S (tidl. Amagerbanken af 2011 A/S) og FS Finans IV A/S (tidl. Fjordbank Mors af 2011 A/S), som tidligere tilhørte Bankpakke III, er i 1. halvår blevet afviklet ved salg til Finansiel Stabilitet SOV. Dermed kan selskaberne afvikles, og den endelige dividende kan opgøres.
Ved afviklingen af Amagerbanken A/S blev der oprindelig fastsat en dividende på 84,4 %. Denne blev fastsat med udgangspunkt i en værdiansættelse af aktiverne, som blev udarbejdet af to vurderingspersoner. I den efterfølgende afvikling har der kunnet opnås et yderligere overskud på ca. 1,9 mia. kr., og dividenden kan øges med yderligere ca. 5 % til ca. 90 %.
I afviklingen af Fjordbank Mors A/S blev dividenden fastsat til 86 %. Udgangspunktet var identisk med situationen i Amagerbanken A/S, hvor to vurderingspersoner fastsatte en værdi af aktiverne. Imidlertid har den efterfølgende afvikling vist, at værdiansættelsen var højere end aktiverne kunne realiseres til. Dermed har den efterfølgende afvikling givet anledning til et tab på ca. 0,5 mia. kr. Dette tab var dækket af Garantifondens restruktureringsafdeling, og dermed den finansielle sektor i Danmark. Når der korrigeres for tabet, vil den endelige dividende kunne opgøres til 81,1 %., svarende til den oprindelige dividende korrigeret for det efterfølgende tab.
I forbindelse med afvikling af aktiviteterne i første halvår har resultatet for FS Finans III A/S før købesumsregulering vist et overskud på 27 mio. kr., mens resultatet i FS Finans IV A/S har vist et 0-resultat.
Segmentets balance udgjorde ved udgangen af halvåret 6,7 mia. kr. Hovedparten var kontantindestående i Nationalbanken. Derudover var der i alt ved udgangen af 1. halvår 2024 tilbageværende bogførte udlån og garantier for 123 mio. kr., finansielle aktiver for 8 mio. kr. og ejendomme for 11 mio. kr.