Gå til indhold
Øvrige områder under Bankpakke-aktiviteter

Gældsrådgivning til tidligere minkavlere
På vegne af staten oprettede Finansiel Stabilitet i 2021 en enhed, der kan medvirke til, at tidligere minkavlere, som er eller formodes at være insolvente efter at have modtaget kompensation, kan modtage vederlagsfri gældsrådgivning.
Ordningen vedrører gældsrådgivning til fysiske personer. Personer, der har en personligt ejet virksomhed, kan ikke modtage gældsrådgivning efter ordningen, medmindre den personligt ejede virksomhed er ophørt, og der således ikke udøves erhvervsmæssig aktivitet i virksomheden.
Ved udgangen af 2. kvartal 2023 var ordningen ikke udnyttet.
Statsgaranti til ejendomskreditaftaler i landdistrikterne
På vegne af staten blev der pr. 1. juli 2022 etableret en ordning om etablering af statsgarantier på en del af ejendomskreditaftalerne i landdistrikterne. Formålet med loven er at skabe bedre muligheder for at finansiere boliger, særligt i landdistrikter, gennem en statsgaranti på den yderste del af boliglån for visse boligejendomme. Der var primo august 2023 indgået 40 vilkårsaftaler med ejendomskreditgivere.
Målgruppen for statsgarantiordningen er forbrugere, der er vurderet kreditværdige, men som har vanskeligt ved at få boliglån pga. forhold vedr. ejendommens placering eller omsættelighed. Med en garantiordning løftes en del af risikoen ved boligfinansiering væk fra ejendomskreditgiverne og over på staten, så ejendomskreditgiverenes incitament til at låne ud til de omfattede boligejendomme forbedres.
Statsgarantiordningen administreres af Finansiel Stabilitet på vegne af den danske stat. Ordningen etableres for statens regning og risiko, men Finansiel Stabilitet medtager i selskabets regnskab oplysninger om anvendelsen af ordningen, herunder oplysninger om modtagne garantiprovisioner og udbetalinger under garantierne.
Ved udgangen af 2. kvartal 2023 er der udstedt en garanti for 241 tkr. og provisionsindtægter for 3 tkr. Efter status ultimo juni er der udstedt yderligere en garanti og samlet er der udstedt garantier for 1 mio. kr.
Statsgaranti på lån til varmepumpe
På vegne af staten blev der pr. 1. april 2023 etableret en ordning om etablering af statsgarantier på lån til udskiftning af olie- eller gasfyr i landdistriktsområder uden for fjernvarmenettet med en anden opvarmningskilde. Formålet med loven er at skabe bedre muligheder for at finansiere udskiftningen af olie- eller gasfyr med en varmepumpe i de tilfælde, hvor det kan være svært at optage lån på almindelige vilkår uden en statsgaranti.
Ejendomskreditgivere har efterfølgende haft mulighed for at indsende ansøgninger om statsgaranti til konkrete låneaftaler. Der var primo august 2023 indgået 5 vilkårsaftaler med ejendomskreditgivere.
Målgruppen for statsgarantiordningen er forbrugere og andelsboligforeninger, der er vurderet kreditværdige, men som har vanskeligt ved at opnå finansiering til udskiftning af olie- eller gasfyr med en varmepumpe pga. usikkerhed forbundet med den varige værdi af deres ejendom. Boligejendommen eller andelsboligforeningen skal desuden være beliggende i et område, der ikke er eller har udsigt til at blive tilkoblet fjernvarmenettet. Med en garantiordning løftes en del af risikoen ved finansieringen væk fra ejendomskreditgiverne og over på staten, så ejendomskreditgiverenes incitament til at låne ud til de omfattede forbrugere og andelsboligforeninger forbedres.
Statsgarantiordningen administreres af Finansiel Stabilitet på vegne af den danske stat. Ordningen etableres for statens regning og risiko, men Finansiel Stabilitet medtager i selskabets regnskab oplysninger om anvendelsen af ordningen, herunder oplysninger om modtagne garantiprovisioner og udbetalinger under garantierne.
Ved udgangen af 2. kvartal 2023 er der ikke udstedt garantier.